Land To See - Landdistrikts Turné
2021
Koncept og iscenesættelse: Mellem Rum
Performere:
Antonia Stäcker, Dans
Johanne Buus Andersen, Fløjte
Emily Wittbrodt, Cello
Scenografi: Johanne Buus Andersen
Kostumer: Julie Hendel
Instruktør konsulent: Isabelle Reynaud
___
Produktion: Johanne Buus Andersen
Produktionsplatform: AUT
Værksted: XYZ Studios
Fotos: Anna Frida Sorgalla
Video: Klavs Kehlet
Trailer: Skæg og Ballade, Anna Frida Sorgalla, Johanne Buus Andersen
___
Tak til Anna Vegrim Ryvænge, Marianne Jensen, Lene Christensen, Emilie Lund, Frederik Sakham, Thyge van Dassen og Ejner Miranda-Dam, Mikael og Dorte Tungelund, Henrik Meyer og Eva Jørgensen, Gitte og Ulrik Andersen.
Cello, fløjte og dans i plastiske eksperimenter.
En fragmenteret reflektion over tryghed, kaos og stilstand. Ensemblet fortolker eksistentielle grundfølelser i et intimt værk, skabt omkring improvisation og formet af en pandemi.
På scenen står 4 sorte kasser og en gammel Kasettebåndafspiller.
I løbet af forestillingens 40 min. inviteres publikum ind i fire forskellige grundstemninger indledt af en speak fra kasettebåndafspilleren:
Stop! // Distance. // Way too close
Where should i go // I can’t just sit still... or can I Where am I // At least i’m going somewhere
Den første, “Safeplace”, repræsenterer følelsen af tryghed, velbehag og det forudsigelige. Fløjte, Johanne Buus, og Cello, Emily Wittbrodt, smyger sig om hinanden i poetiske klange og melodiske linjer og byder op til blide bevægelser.
I den anden, “In Between”, er en afventende stemning af uvished og spændt uforudsigelighed. De tre performere afventer øjeblikkets impulser og zapper rundt mellem idéer og udtryk, afbryder hinanden og ingen ved hvor vi skal hen eller hvad vi kan forvente os af rejsen.
“Overflow” domineres af scenografiens kasser og båndafspiller. Dirigeret af kasettebåndafspillerens mekaniske klik, organiseres de sorte kasser rundt i lokalet, spredes ud, bygges op og ned igen. Et febrilsk forsøg på at holde orden i et evigt kaos.
Den fjerde grundstemning, “Exposure”, stiller skarpt på detaljen. Midt på scenen, udstillet, blottet og helt alene sidder Antonia Stäcker og begynder at
lege med spotlyset. I en hånddans genforenes ensemblet og finder i fællesskab tilbage til trygheden.
Gennem transparante felter i de havblå kostumer får publikum et kig ind til performernes nøgne hud. Denne umiddelbare sårbarhed sættes i kontrast til scenografiens hårde kanter og brydes af de smukke klassiske instrumenter.
Scenografien er minimalistisk designet så forestillingen kan spille uden strømadgang og kan tilpasses forskelligartede rum.
Forestillingen er tidligere blevet spillet på et Fyrtårn, en Cirkelscene, et slagteri og en gammel Maltfabrik.